torsdag den 4. juli 2013

Fine bolde

Det er længe siden jeg sidst har været herinde, tiden flyver af sted og nu hvor Elna går så er der bare endnu mere fuld knald på end tidligere! Men de er sjovt når hun tripper rundt og studere tingene i gården eller når hun løber rundt i stuen. 11mdr var hun... og nu er det snart 2mdr siden.

Det er blevet til nogle håndsyede bolde, egentlig var der fire små,  men de to er givet i gave til Elna' veninde. Og i de små er der rasle lavet af plastik ægget fra kinder æg som jeg har fyldt linser i.  De er et hit og når man bor i lejlighed så er det dejligt med bolde der kan kastes med ;)

fredag den 3. maj 2013

Nusseklud igen igen

Elna godtog jo ikke den første nusseklud jeg lavede, så jeg måtte lave en ny type. Og så skal jeg lige love for at den nusseklud blev godkendt (den er brugt et par nætter, derfor den ser skæv ud).


Den var en sikker vinder allerede inden jeg havde lavet den, for jeg havde taget et par af hendes stofbleer, klippet dem i stykker og syet sammen igen.
Det blev til to stykker mere og der kommer nok nogen flere, for der er omkring 40 stofbleer, som ivrigt blev brugt i sommers og efteråret, men nu ligger de primært bare i skabet. Der er ikke det store forbrug i dem mere, så at de kan få nyt liv er jo bare dejligt.



Elna er en stor pige nu, om 14 dage er hun 11mdr (!) og det sidste nye er at undersøge sine fødder og pille sig mellem tæerne. Er meget glad for at vejret er så godt nu, for så sker der ikke så meget ved at hun hiver sine strømper af hele tiden. I dag skulle hendes fod ligge på en pude i mens den blev studeret.


Hun står også uden støtte, det har hun gjort i nogle uger, men hun står i lang tid nu og har overskud til både at rocke til musik, lege med legetøj og kigge rundt, hvor hun drejer hovedet bagud. Vi venter spændt på det første skridt...

torsdag den 2. maj 2013

Herman er flyttet ind

Jeg fik Herman i dag, så nu skal vi se om jeg kan holde ham i live og få gjort en lækker kage ud af ham.


Han bor på køkkenbordet og han bobler allerede løs (og så længe han bobler, så lever han), så han må være godt tilfreds med hans nye hjem. Om 10 dage skulle jeg gerne kunne sætte ham i ovnen, men inden da, skal der røres og blandes ting i Herman, så han bliver rigtig lækker.

søndag den 28. april 2013

Nusseklud

Elna bruger stofbleer som nusseklud, som hun sover med og har med når vi er på tur. Synes måske ikke det er det kønneste, så da jeg så et billede af en home made nusseklud i min online mødregruppe, så tænkte jeg, at jeg det må jeg da også lave :) Og wupti, jeg fik gravet i mit stof og her er resultatet


At Elna så ikke lige har set lyset i den endnu, er så en helt anden historie... Men mor giver ikke op! Jeg har en plan om en anden model

Sprutter i massevis

Min mor har haft gang i hæklenålen, 14 sprutter er det blevet til indtil videre :) Alle, på nær én, er mindre end opskriften da de mindste af præmatur-børnene har brug for meget udstyr i kuvøserne, så der er efterspurgt mindre sprutter.

Jeg afventer nu en adresse, så Riget kan få denne flok sprutter

Posten kom

Denne fine bamse kom med posten for en uge siden. En gave fra Majbrit http://mitkreativehj.blogspot.dk/ til Elna og hun er glad for den. Den blev budt velkommen af Elna ved at hun smilte, grinte og kravlede rundt i stuen med den :)

søndag den 14. april 2013

Rester

Så er resterne af stoffet fra sækkestolen brugt. Et stk opbevaringspose og et stk madpose blev det til. Opbevaringsposen kan både bruges til huer og handsker herhjemme i gangen eller hvis vi skal have lidt småting med på tur.


Madposen er til Elna når vi er på tur, så slipper vi for at bruge fryseposer til de små bøtter og pakker med mad. Og derved skåner vi miljøet :)

Det er også blevet til nyt betræk til sofapuderne - så det føles nærmest som en helt ny sofa nu hvor der er kommet lidt farver på puderne.




tirsdag den 9. april 2013

Min symaskine er hjemme igen :)

Lørdag formiddag lavede jeg løgrelish med chili, hvilket betød en dag med en lejlighed der lugtede fælt af rødvinseddike. Efter en masse udluftning valgte jeg om eftermiddagen, at lave en omgang abrikos mos og et lille forsøg med figenmos, simpelthen for at kamuflere lugten af eddike og det lykkedes næsten ;)

 
Har endnu ikke smagt på det, men i aften, skal det serveres som tilbehør til aftensmaden.


Min symaskine kom hjem i går og i aftes klippede jeg stof og begyndte at sy nyt betræk til Elna' sækkestol. Jeg færdig gjorde det til formiddag mens hun sov lur og jeg er rigtig tilfreds med resultatet.




Stoffet er kraftigt, så det burde holde en del år og ja, meget farvestrålende, men nogen gange skal man prøve noget nyt (farverne er ikke så kraftige normalt herhjemme) og jeg synes motiverne på stoffet er fedt.
Hvad resten af stoffet skal bruges til, går jeg lige og summer lidt over.

onsdag den 3. april 2013

Gang i køkkenet

Nu hvor foråret er kommet (i hvert fald for en stund), så er det som om jeg har fået et energi boost. Virkelig fantastisk, og idéerne strømmer til mig. Så nu skal de bare kanaliseres ud... Går alt efter planen så får jeg min symaskine hjem i næste uge og så står den på syning. Men når nu symaskinen stadig er på ferie hos en veninde, så må jeg finde på andre ting.

Jeg har fået lavet en gang jordbær marmelade, hvilket er faldet i rigtig god jord hos kæresten. Det duftede også fantastisk i hele lejligheden, og det var faktisk slet ikke så besværligt, som jeg altid har gjort det til inde i mit hoved! Det tog jo nærmest ingen tid og er ikke fyldt med alverdens E-nr, som den købte udgave er proppet med. Sukkermængden må jeg jo sige, er mindre end den man køber, for den er langt fra så sød, så det er pænt skræmmende at tænke på, hvor meget der fyldes i købe-marmeladerne! Og så har det den flotteste røde farve. Det er en hel fornøjelse at åbne køleskabet og kigge på den øverste hylde.


 Og det smager herligt :) Morgenmaden er blevet noget mere delikat.

Det blev også til lidt 'sundt' slik: riskiks med nødder og chokolade. Nemt og ikke mindst, billigt. Smager dejligt og sådan en bøtte får sjældent lov at stå uberørt ret længe i køkkenet.


Krydderurterne vokser godt  og hurtigt nu hvor solen rigtig har fået fat, det er virkelig dejligt at kigge på vindueskarmen nu, hvor det bare bliver grønnere og grønnere for hver dag der går. Glæder mig virkelig til de bliver store nok til at jeg kan bruge af dem og evt prøve at tørre lidt af dem. Nu må vi se, hvor meget der bliver, men det er i hvert fald spændende at følge med i udviklingen.



Elna er endelig blevet helt frisk, noget jeg er rigtig glad for og jeg har fået en endnu mere glad datter end jeg plejer. Hun er en totalt ude på spilopper HELE tiden og det nye hit er, at kravle ud på badeværelset - hvad det sådan præcist er, der er SÅ spændende derude, er en meget stor gåde.
Vi får nydt det gode vejr med turen i klapvognen, hvor vi kigger på fugle, biler og mennesker. Hun nyder det og snakker løs med sine lyde, det er en hel fornøjelse at opleve hende blive så glad for klapvognen og de ture vi er på.

torsdag den 28. marts 2013

Hygge med en lillesmule pjævseri

Skærtorsdag med sol og snerten af forår, ville gerne have brugt dagen på en tur i Dyrehaven, men Elna er stadig syg, så vi bliver hjemme Og ja, der er sikkert nogen der tænker "det er kun godt med frisk luft når de er syge" og helt enig, men når det er diarré og opkast, så synes jeg det er en lille smule hyggeligere at være hjemme.
Så sådan en skærtorsdag, hvor Elna ligger mest ligger og sover, så bruger jeg tiden på at påske-hygge lidt i stuen. Ikke noget jeg normalt gør mig i, men nu er jeg jo blevet mor og så skal højtiderne 'bruges', så friske grene i en vase og lidt æg og hjerter.



Hjerterne havde jeg i forvejen og æggene piftede jeg lige op lidt perler og et par engle på to af dem. Ikke den vilde kreativitet, men lidt har også ret.



Og det er så det første påskepynt jeg har lavet siden jeg var barn. Og om et par år vil grenene med sikkerhed være pyntet med malede hønseæg, kyllinger og andet som Elna og jeg får lavet. Sååå jeg nyder lige den rolige pynt lidt ekstra ;)

Her i eftermiddag eller aften, alt afhængigt af hende den lilles tilstand, vil jeg få sat mig ned og få kigget på de kære sprutter. Den første bliver en prøve og den må Elna få

onsdag den 27. marts 2013

Fiske-dag

Man skal huske at spise fisk!

Vi er ikke så gode til det herhjemme, selvom vi troligt hver uge, når madplanen laves, snakker om at nu skal vi have laks, rejer eller en tredje type, men af en eller anden grund, så glipper den på den færdige madplan. MEN i sidste uge, så skulle det være, nu skulle vi have vores fisk og jeg satte lørdag som fiske-dag. Og så indkøbte jeg laks og tun til sushi hos fiskehandleren og så stod menuen på home made sushi by Elnas mor :)

Det er meget længe siden jeg sidst lavede det selv, så må indrømme at helt kønt var det færdige resultat ikke, og jeg skal helt sikkert have en skarpere kniv, for hold op hvor er den blevet sløv! Stykkerne blev ovale i stedet for runde - men heldigvis ændrede det ikke ved smagen ;)







Fyldet blev med laks, tun, avokado, agurk, rød peberfrugt og forårsløg.

Næste gang skal jeg lave en dressing og komme i nogle af stykkerne. Så går lige og fundere lidt over hvad den skal smage af + næste gang skal der eksperimenteres med inside-out.

Mmm bliver helt sulten ved at tænke på det

tirsdag den 26. marts 2013

Sprutte indsamling

Jeg er stødt på em fantastisk indsamling af sprutter til landets neonatalafdelinger, så de for-tidligt fødte kan få en sprutte de kan ligge med. Fangarmene giver de små tryghed, da de mindre om navlesnoren og derved om deres tid mors mave.

http://www.facebook.com/pages/Sprutte-Indsamling/428646157220155
eller
www.spruttegruppen.dk


Jeg er bestemt ikke en haj til at hækle, men en enkelt sms til min mor om hun kunne have lyst til at støtte et godt formål og hun var på.
Og jeg har sat mig for, at NU skal jeg få lært at hækle, for jeg vil gerne 'betale' tilbage til Rigshospitalets neonatal afdeling, som pænt tog sig af Elna da hun kom til verden 6uger for tidligt. Som jeg har tænkt over, så ville det have betydet meget for mig hvis Elna havde fået en lille sprutte - og vi stod endda med et barn der fint klarede sig, så kunne forestille mig, at det vil betyde endnu mere for de forældre der har et barn der er kommet langt tidligere til verden end Elna

søndag den 17. marts 2013

Genbrug

Med en baby der ikke spiser det samme rugbrød som os andre, så brænder vi inde med noget rugbrød. Rimelig trist bare at kassere en halv pakke pga hun ikke lige spiser de største mængder, og fryse ned bliver det bare endnu mere trist af... Så hvad gør man, jo jeg funderede lidt over det og kom frem til at der bliver spist yoghurt i det lille hjem, så hvorfor ikke lave mit eget ymerdrys :) Dog uden sukker, da Elna også skal spise det (og ingen grund til alt for meget af det skjulte sukker til os andre), så jeg smuldrede det, smeltede lidt kokosolie (kunne have valgt anden olie, men synes der skulle lidt smag til) og vendte det i, ind i ovnen og så skulle det ellers bare have svag varme og røres i jævnligt, indtil det var tørret igennem.

Mit nye store projekt, som er tæt på at blive færdiggjort, er mit gulvtæppe af gammelt sengetøj.



Jeg har de sidste dage syet den lange fletning sammen på bagsiden, så er ved at være lidt træt af det, men jeg er så tæt på at være helt færdig. Glæder mig til at sy det sidste sting og ligge tæppet i gangen :)

torsdag den 14. februar 2013

Tit-tit-bøøh!

Som overskriften siger, så er vi nu nået til at tit-tit-bøøh er SÅ sjovt og i går morges fandt hun så ud af, at det kan man da også mens man spiser





























Så jo længere man kommer i måltidet og jo mere mælk og grød der er endt i opsamleren, jo mere rengøring er der til mor... Men vi hygger os og griner.

Og med sine snart 8måneder, så er hun nu blevet så stor, at tiden er kommet til at hun har fået rykket bunden i sengen ned og i dag møvede sig fra stuen og ud i gangen :) Utroligt som tiden går, hun er bare slet ikke den lille baby på 2175g som jeg lå med i armene d.19.juni.

mandag den 11. februar 2013

Hjemmelavet müsli

Den kedelige havregryn er blevet opgraderet til en lækker hjemmelavet müsli, hvor der både er kommet rugflager, mandler, hasselnødder, sesamfrø, hørfrø, tørrede bananer og poppet spelt i. Og selvfølgelig en gang honning, så det får den lidt søde smag ;)


Den lille trold ligger og sover, efter at have holdt fest til kl.23.31 i aftes. Vi endte simpelthen med at gå i seng samtidig alle tre - hvilket aldrig er sket før! Hun plejer at gå i seng mellem 19 og 20, så det var helt den omvendte verden i går. Men hun har også været stille her til formiddag, de der 4-5timer bagud i søvn har sat sine spor på hende. Så der har ikke været meget fis og ballade i hende indtil videre i dag. Selv hendes frokost spiste hun pænt, så jeg slap for at kravle rundt på gulvet efter rugbrødsstykker bagefter.

Og mens hun nu sover sin middagslur vil jeg tage en tur i køkkenet og få ordnet opvask og lave lidt grøntsags mos til fryseren, så der er lidt at vælge imellem.